[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Fredag formiddag kl. 11 blev den nye helikopterlandingsplads på Rigshospitalet indviet med fremmøde af blandt andre Kronprinseparret.
Men allerede 13.32 blev den brugt for alvor. En redningshelikopter transporterede en kvinde med meningitis fra Bornholm til Rigshospitalet.

- Landingen gik godt. Det var en stor oplevelse. Udover det udsædvanlige i at vi sjældent lander på platforme, giver det virkelig den her fornemmelse af sug i maven, siger piloten premierløjtnant Hans Henrik Schultz, som landede flyet.
- Nu har vi lige en periode, hvor vi skal vænne os til at lande på platformen og samle erfaringer ind, fortsætter han.

Også på arbejde om søndagen
Og piloten fik masser af erfaring på sin weekendenvagt. Landingsplatformen blev taget i brug igen allerede søndag.
Helikopteren var egentlig på vej til Rønne for at transportere en kvinde til Rigshospitalet, men blev undervejs omdirigeret til en nødsituation ved Hven. Her samlede redningsmandskabet en mand med hjertestop op. Manden blev allerede på skibet erklæret død af helikopterens læge, men blev fløjet til Rigshospitalet, selvom det er ikke meningen, at det skal ske fremover. Alle helikopterflyvninger indebærer risici, og farem ved at lande på en platform er alt andet lige større end ved at lande på en almindelige flyveplads.
Efter at have afleveret den afdøde på Rigshospitalet fløj redningshelikopteren til Rønne lufthavn og hentede den ventende kvinde, hvorefter turen endnu en gang gik til Rigshospitalet.

En forbedring af effektiviteten
Tidligere har redningshelikoptere med patienter til Rigshopitalet landet i Fælledparken. Alt afhængigt af vejr og tidspunkt på dagen kunne det tage 45 minutter af få bragt en kritisk syg patient frem til Rigshospitalet. Det er fortid nu. Fremover kan en patient være under behandling i Traumecentret på under fem minutter, efter helikopteren er landet.

- Det, at få patienten ud af helikopteren, er det samme arbejde. Men patienten skal ikke længere over i en ambulance, og det er en fordel. Det er jo dårlige folk, vi flyver derop - det er ikke bare en med et brækket ben, fortæller piloten og fortsætter:
- Modtagelsen bliver bedre for patienten, og sengen kommer ud på en specialfremstillet vogn, der kan hæves og sænkes, og så kører patienten videre til elevatorhuset på den vogn. Patienten kan altså køres direkte til Traumecentret og vi sparer så også hele den store forestilling i Fælledparken med politi og ambulance.

Se tv-historie om indvielsen af helikopterlandingspladsen fra fredag d. 2. nov.