[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Livgardens røde gallauniformer klædte pladsen foran Kreml. Førstegangsoplevelserne var der rigeligt af for de mere end 60 soldater fra Livgardens Vagtkompagni. De fleste af de 30 værnepligtige og ligeså mange tamburere havde ikke tidligere fløjet med flyvevåbnets Herculesfly. Havde ikke tidligere været i den russiske hovedstad. Og havde aldrig drømt om at marchere henover den Røde Plads’ toppede brosten.
Invitationen til at deltage i det store tatoo var et resultat af det gode samarbejde livgarden havde med den russiske Præsidentgarde under genbegravelsen af Kejserinde Dagmar.
Efter måneders bureaukrati blev eventyret i sidste uge til virkelighed.

Succesfuld optræden og stolt prins
10.000 regnfrakkeklædte tilskuere var bænket på tribunen overfor Kreml med udsigt til Vasilij Katedralen og Moskvas gamle centrum.
Fire aftener i træk marcherede de røde gardere ind og leverede et otte minutters flot og korrekt ”show”. Fredag den 14.september var der ekstra nerver på. På VIP-pladserne til venstre for Lenin mausoleet sad HKH prins Joachim.
Soldaterne modtog klapsalver efter en fejlfri opvisning og HKH prins Joachim gav udtryk for stolthed i sin improviserede tale.
Næste store mål for vagtkompagniet bliver fejringen af livgardens 350-års jubilæum. Det sker med tattoo på Rosenborg Slotsplads, og forhåbentlig deltagelse af Kremls Præsidentgarde.

Se livgardens optræden på Den Røde Plads.