Med en støvle på hver side af sandvolden

En sandvold bugter sig kilometer efter kilometer som en kæmpeorm over Saharas uendelige sandsflader. Som ørkenens svar på den franske Maginotlinje beskytter og adskiller volden konfliktens parter, de marokkanske styrker og Vestsaharas Befrielsesfront, POLISARIO.
Major Kenneth Albret, fra Gardehusarregimentet i Slagelse, er FN-observatør og som sådan begge parters mand. Han er med til at sikre freden.

Et ben i hver lejr
Hver dag sender FN tre patruljer i terrængående køretøjer og helikoptere ud for at besøge konfliktens parter.
-Patruljerne skal se til, at der ikke bliver yderligere troppetilførsler. Når jeg opererer på den marokkanske side, er jeg POLISARIOs mand, og når jeg står på den anden side, er jeg Marokkos mand. Jeg har været observatør på mange missioner. Det er min overbevisning, at når der er en hændelse, som man rapporterer, må man nødvendigvis gøre en forskel, fortæller Kennet Albret.  

Danskerne ved FN-missionen i Vestsahara, MINURSO, plantede første gang ørkenstøvlerne i Saharas sand i 2005. I to år var danskeren Kurt Mosgaard(JDR) forcecommander hernede. Nu Kenneth Albret eneste dansker tilbage, og han tager hjem d.10. oktober efter at have været her i et år.


Major Kenneth Albret i Vestsahara.

Svært at tælle beduiner
MINURSO overvåger våbenhvilen. Missionen er på omkring 500 mand i alt, hvoraf 250 er militære. Derudover er det også MINURSOs opgave at identificere stemmeberettigede vælgere til en folkeafstemning om områdets fremtidige status.
- Det er et arbejde, der giver store problemer, da Marokko eftersigende har sendt folk ind over grænsen for at tippe afstemningen i deres favør. På vestsahavisk side gør befolkningens beduinkultur det svært, da de ofte drager ud i ørkenen med telte og husdyr i månedsvis, og derfor ikke så let kan identificeres, fortæller Kenneth Albret.     

Tango over sandvolden
Konflikten i Vestsahara startede i 1970’erne, da Spanien trak sig ud og overdrog området til Marokko og Mauretanien. Samtidig oprettedes POLISARIO, hvis politiske gren udråbte Vestsahara til selvstændig republik. Mauretanien og Marokko svarede igen ved at erklære krig mod den nyudråbte republik.
Krigen varede i næsten 15 år, men i 1988 accepterede begge parter en folkeafstemning om områdets fremtid. Tre år senere vedtog FN en fredsplan samt dannelsen af MINURSO, som skulle stå for folkeafstemningen. Den afstemning er, pga. en række krumspring fra marokkansk side, ikke blevet til noget endnu.

Det var de marokkanske styrker der byggede sandvolden. Den bugter sig gennem 1800km
af Saharas ørken. For hver 1-2 kilometer er der bygget tårne og kontrolposter bemandet med 150 marokkanske soldater. I alt er der 100.000 marokkanske soldater i Vestsahara. På den anden side står POLOSARIO - en beduinsk ørkenkrigerbevægelse på 10-12.000 mand.  

- POLISARIO minder om en af de cubanskinspirerede guerillabevægelser fra 1960’erne. De benytter sig af klassisk guerillataktik, er meget mobile og kan slå til lynhurtigt når det skal være, fortæller Kenneth Albret. 

POLISARIO har rod i områdets beduiner og har faktisk et kamelkorps, men normalt ser man dem i grønmalede 4x4 Toyotaer. De er typisk bevæbnet med ældre sovjetiske våben og ZSU antiluftskyts til forsvar mod det marokkanske luftvåben. Selvom udstyret ikke er imponerende, er POLISARIO drevne ørkenkrigere. De gav Mauretanien så gevaldige klø, at landet underskrev en fredsaftale med bevægelsen og trak sig ud af konflikten i slutningen af 1970’erne. Det var omkring det tidspunkt, at sandvolden blev bygget. Den deler områderne som er kontrolleret af de to parter. Der er oprettet en fem km. bufferzone på den østlige side af sandvolden, og en 25-30km zone på hver side af volden, hvor der hverken må oprustes eller foretages troppebevægelser.      


En del af den 1800km lange sandvold set fra luften. 

Ingen etnisk konflikt
Selvom konflikten ifølge Kenneth Albret er fastlåst, da Marokko kun vil give området autonomi, og POLISARIO vil have selvstændighed, er Albret dog glædeligt forundret over konfliktens karakter:
- Det, som jeg har hæftet mig meget ved, er, at både den marokkanske befolkning og vestsaharavierne lever fredeligt side om side. Der er ingen konflikt og intet had mellem de civile. Det er rart, at det trods alt ”kun” er en kamp mellem regeringer, fastslår Kenneth Albret. Men når regeringer strides, går det ofte ud over civilbefolkningen. Sådan er det også i Vestsahara. Konflikten har fordrevet mellem 65.000 og 100.000 vestsahavier til flygtningelejre i Algeriet. Men også de evindelige landminer er et stort problem: 
- Der er over tre mio. landminer i området, og i tiden fra 1991 til 2007 gik der næsten ikke en uge uden, at civilbefolkningen på begge sider af sandvolden blev ramt af mineulykker. Derfor har vi, med samarbejdspartnere i FYN og med deltagelse af de to parter, iværksat et omfattende minerydningsprogram, som skal bekæmpe problemet, fortæller Kenneth Albret.