[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

I denne uge er miljøskibet Gunnar Thorson på en usædvanlig opgave. Skibet befinder sig i Kattegat i farvandet mellem Kullen og Göteborg, og her tester skibet avanceret måleudstyr. Og udstyret kan vise sig at få uhyre stor betydning for Danmark.

Der er tale om et helt nyt multikanals seismisk system, som senere på året bliver monteret på den svenske isbryder Oden. Til sommer skal Oden sammen med den russiske isbryder Sovjetskij Sojuz ("Sovjetunionen"!) på togt i isen mellem Grønland og Nordpolen. Den russiske isbryder er atomdrevet og verdens kraftigste af slagsen, og den skal bane vej for Oden i den metertykke is. Den svenske isbryder skal så foretage en minutiøs opmåling af havbunden nord for Grønland.

Store perspektiver
Togtet, som hedder LOMROG 2007, er en del af det såkaldte kontinentalsokkelprojekt. Danmark er et af de lande, der sammen med blandt andet USA, Canada og Rusland har gjort krav på de polare områder, og Danmark, Grønland og Færøerne skal frem til 2014 skaffe dokumentation for kravet. Noget tyder på, at den grønlandske kontinentalsokkel har videre forbindelse nordover. Det kan få stor betydning for, hvilket eller hvilke lande, der får medhold i territorialkravene. Og spørgsmålet om ejerskabet til områderne omkring Nordpolen er vigtigt, for undergrunden og det varmere klima kan gøre de polare egne økonomisk attraktive.

Det nye måleudstyr er udviklet af Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse og Århus Universitet. Og når miljøskibet Gunnar Thorson er færdig med at teste det, skal det monteres på den svenske isbryder. Herefter sejler Oden til Svalbard, og LOMROG 2007 forventes at starte den 13. august.

Du kan læse meget mere om kontinentalsokkelprojektet på www.a76.dk

Du kan også læse mere om LOMROG 2007 på togtets egen hjemmeside.