[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

I begyndelsen af marts indledte de internationale styrker i Afghanistan (ISAF) en operation ved navn Achilles. Målet har været at få kontrol over den vigtige Sangin-dal, og nu er operationen gået over i en ny fase med navnet Silicon.

- For cirka en måned siden indsatte man ret store styrker i Sangin-dalen for at få herredømmet over dalen, som har været voldsomt influeret af taleban. I sidste uge tog man kontrollen over den nordlige del af dalen, og Silicon har nu til formål at tage den sydlige del. På den måde får man sikkerhed i området, og dermed kan man få startet genopbygningsprojekterne, siger oberst Henrik Sommer, der er chef for operationsdivisionen i Hærens Operative Kommando.

Danskere har vigtig rolle
Den britiske task force i Helmand leder operation Silicon, men der deltager også styrker fra andre lande. Blandt andet spiller de danske styrker spiller en vigtig rolle.

- Den danske styrke udnytter det, den er bedst til. Vi støtter hovedstyrken med en opklaringsenhed, som er bevægelig og hurtigt kan nå derhen, hvor der er behov for det, siger Henrik Sommer.

I løbet af de sidste par dage har både briter og danskere været i kamp. Samarbejdet med afghanerne sikrer, at de erobrede mål bliver fastholdt.

- Der har været nogle hårde engagementer. Men man er nået frem til de planlagte mål, og så er der blandt andet afghanske hærstyrker med, som holder kontrollen i området, når målene er blevet taget, siger Henrik Sommer.

Du kan læse mere om ISAFs operationer på NATOs hjemmeside