[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Forsvaret kan ikke rekruttere nok specialister, officererne får job i det civile, og bemandingen i nogle enheder er så lav, at der ikke er balance mellem opgaver og bemanding.
Forsvaret har netop samlet et overblik over manglen på medarbejdere i de forskellige personelgrupper, og mange tal lyser rødt. I denne uge har Forsvarets øverste ledelse på to møder diskuteret, hvad der skal gøres for at forbedre situationen, og nu skrider ledelsen til handling.
- Senest om en måned vil de ansatte i Forsvaret se konkrete resultater. Noget vil kunne mærkes dagen efter, andet tager lidt længere tid, siger viceadmiral Tim Sloth Jørgensen, der er chef for Forsvarsstaben.

Bred strategi
Forsvarets undersøgelse viser, at der er mange årsager til, at de ansatte forlader Forsvaret. Blandt forklaringerne er et stor arbejdspres, mange internationale udsendelser, for lav løn og flytning af arbejdspladser mellem landsdelene. Derfor fokuseret Forsvarets nye strategi, der sigter mod at skabe balance mellem opgaver og antallet af ansatte, også bredt
- Vi skal blandt andet se på en øget produktion af officerer, befalingsmænd og specialister. Vi skal se på, hvordan vi kan gøre mere for at fastholde de ansatte. Og vi skal se på løn og arbejdsvilkår, forklarer Tim Sloth Jørgensen. Samtidig afviser han, at manglen på personale er udtryk for, at Forsvaret er en dårlig arbejdsplads.
- Paradoksalt nok er en del af problemet, at Forsvaret er en værdsat arbejdsplads. Der er mange, der headhuntes til stillinger i det private erhvervsliv, fastslår Tim Sloth Jørgensen.

Se, hvad vi tilbyder
Konsekvenserne af de mange tiltag analyseres nu, og i løbet af den næste måned skal alle Forsvarets myndigheder finde flere tiltag, der kan forbedre forholdelse for de ansatte i Forsvaret. Derfor råder stabschefen også utilfredse ansatte til at slå koldt vand i blodet.
- Mit råd til de soldater, der overvejer at søge ud af Forsvaret, er, at de skal tænke sig om en ekstra gang og se på, hvad det er, vi kan byde på, siger Tim Sloth Jørgensen 

Se et interview med viceadmiral Tim Sloth Jørgensen på Forsvarskanalen.