[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Vi har hørt det tit. I Danmark halter vi bagefter, men i Sverige er man foran med dit og dat. Det gælder dog ikke med hensyn til DeMars - forsvarets ressourcestyringssystem. Svenskerne skal først nu til at indføre et samlet ressourcestyringssystem for hele forsvaret. Ligesom det danske forsvar vælger svenskerne at basere deres system på det tyske virksomhedssysstem SAP. I Sverige står de samme sted, hvor Danmark var i 1999 med en masse små edb-systemer rundt omkring i forsvaret.

Danske erfaringer
Talsmanden for den svenske delegation, Urban Engström, havde fået et stort udbytte af besøget ved forsvarskommandoen:
- Det var meget nyttigt at komme her for at se, hvad Danmark har gjort med SAP-modellen. Vi er også glade for den måde, vi er blevet modtaget på.
Det skræmmer ikke svenskerne, at DeMars til tider har været udsat for kritik:
- Alle forandringer kan mærkes og bliver også kritiseret, indtil man har forstået, hvad effekten og muligheden er, svarer Urban Engholm.
Svenskerne var meget interesserede i at høre, om hvordan man med et samlet system håndterer hele forsvaret. Urban Engström indrømmede dog også, at det var en fordel for det svenske forsvar at kunne lære af de ulemper, der har vist sig under indførelsen af DeMars idet danske forsvar.

Major Urban Engström leder styregruppen for indførelsen af det svenske ressourcestyringssystem. Svenskerne indfører systemet gradvist. De begynder i 2008-2009 med et system, der under ét skal behandle fire nordsvenske regimenter.