[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

De cirka 30 tons flybrændstof er sivet ud i jorden et sted mellem den nedlagte Flyvestation Vandel og Flyvestation Skrydstrup. 

- Det er en beklagelig situation, men vi er i gang med at lokalisere lækken, så vi kan få opsamlet brændstoffet, siger oberstløjtnant ved Forsvarets Depot og Distribution (FDD) Kim Ribert.

Der er sivet mellem 30 og 32 kubikmeter flybrændstof ud. De relevante myndigheder er informeret om udsivningen, og arbejdet med at begrænse forureningen går efter planen.

Ro til arbejdet
For at få ro til arbejdet med at begrænse udsivningen, vil forsvaret ikke oplyse, hvor brændstoffer er sivet ud.

- Vi har en god formodning om, hvor lækken er, men hvis der kommer en masse nysgerrige til, så bliver det svært at dæmme effektivt op for udsivningen, siger Kim Ribert.

Samtidig er der en øget risiko for brandfare, og derfor beder Kim Ribert om ro til arbejdet.

Grundvand ikke i fare
- Vi har reageret så hurtigt som muligt, og vi har taget alle de forholdsregler, vi skal. Så hvis arbejdet forløber planmæssigt, er der ikke risiko for forurening af hverken grundvandet eller af vandløb i området, siger Kim Ribert.