[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Karen Dahlin

Mandag formiddag kunne finansminister Lars Løkke Rasmussen sætte punktum for overenskomstaftalen. Sammen med Centralorganisationernes Fællesudvalg har finansministeriet indgået et treårigt forlig på statens område. Det sikrer de statsansatte lønstigninger på 12,8 % over de næste tre år. Dermed har de statsansatte fået den bedste overenskomstaftale siden 1987, vurderes det.

Barsel
Nybagte fædre kan se frem til at deres barselsorlov bliver forbedret. De nuværende regler om lønnet forældreorlov bliver erstattet af en 6+6+6 model, som giver både moderen og faderen ret til seks ugers lønnet forældreorlov samt yderligere seks uger til deling. Forældre behøver heller ikke længere ringe efter bedsteforældre og babysitter, når barnet bliver sygt. Ifølge overenskomsten kan de nu få hel eller delvis tjenestefrihed til at passe det syge barn både på 1. og 2. dagen.

Pension
Der bliver heller ikke pillet ved pensionsalderen for de ansatte i Forsvaret. Men vælger de ansatte at blive efter de 60 år, kan de få et tillæg til lønnen. Den ansatte vælger selv, om tillægget skal komme i form af flere penge eller mere fritid.
Overenskomsten bliver nu fulgt af forhandlinger for de enkelte grupper i Forsvaret.

Læs mere her