[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]













Billedet på væggen i mødelokale Birksted

Man fornemmer næsten brølet fra den kraftige Rolls Royce Merlin motor, når man ser Spitfire-jagerflyet midt i Erik Lunds nye maleri i mødelokalet Birksted. Kompositionen af billedet er en symfoni over flyveresset Kaj Birksteds virke gennem årene. Fra den gamle Heinkel HE 8 til venstre over den berømte Submarine Spitfire i midten til jetjagerflyet Gloster Meteor. En beskrivelse af flyvemaskineudviklingen fra 1930 til 1960.


Erik Lund (LUE)

Erik Lund, 73år, pensioneret pilot med pilotnavnet LUE, er da også selv tilfreds med resultatet, selv om processen med at skabe maleriet ikke har været helt problemfrit. Efter at han for ca. et år siden fik opgaven, har han mistet konen og det satte naturligt arbejdet i stå. Han har derfor kun haft ca. 6 måneder til at afslutte arbejdet med penslerne, før resultatet var på plads. "Der er måske detaljer som ikke er helt som de skal være" siger Erik Lund, om hvorvidt maskinerne på maleriet er korrekt malet. Ekspert på det område Mikkel Plannthin, som også denne mandag er til stede, kan dog berolige ham med, at de tre flyvemaskiner på billedet er meget præcise i deres gengivelse.

Forsvarsstabschef Bjørn Bisserup afslører maleriet. Han ridser kort Kaj Birksteds karriere op og siger, at flyveresset Birksted måske ikke helt i eftertiden er bleve hædret efter fortjeneste. Mødelokalet med det nye maleri og andre relaterede effekter er et lille plaster på dét sår.


Kaj Birksted

Kaj Birksted er Danmarks største flyveres under 2 Verdenskrig. Han gjorde tjeneste i RAF, hvor han deltog i 60 offensive operationer. Operationer der resulterede i 10 bekræftede og 10 ubekræftede nedskydninger af tyske fly. Kaj Birksted gjorde i slutningen af krigen tjeneste som planlægger ved den engelske generalstab, med rang af Wing Commander. Efter krigen fortsatte han i det danske forsvar frem til 1960 hvor han tiltrådte en stilling i NATO. Birksted døde i 1996, 81 år gammel.
 
Det er en gammel tradition i Forsvarskommandoen at mødelokalerne opkaldes efter markante personer eller begivenheder i den danske militærhistorie. Således er blandt andet Islev, Dannevirke og Helgoland navne på mødelokaler i Forsvarskommandoen.