[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Flyvertaktisk Kommando

To F-16 fly fra det danske afvisningsberedskab var tirsdag på en rutinemæssig flyvning, da et uidentificeret fly viste sig på radarovervågningen i internationalt luftrum over Østersøen. Flyene blev sendt mod den uidentificerede radarkontakt for at identificere flyet visuelt. Klokken 12.45 identificerede piloterne flyet som en russisk Ilyushin Il-38 med NATO-kaldenavnet ’May.’

Flyet befandt sig i internationalt luftrum ca. 30 km sydvest for Rønne, da de danske F-16 identificerede det. Illyushin Il-38 er et antiubådsfly fra den kolde krigs tid og bruges af den russiske flåde.
F-16 flyene fulgte det russiske fly i fem minutter og vendte derefter tilbage til dansk luftrum.

Det er ikke første gang, danske F-16 er på vingerne for at identificere russiske militærfly. I 2007 skete det otte gange.