[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Erhvervsuddannelsescenter i Esbjerg bød i sidste uge velkommen til 16 nye uniformerede elever fra Forsvaret, der i løbet af de næste par år bliver uddannet til ambulanceassistenter. Dermed er de første til at drage nytte af den nye merituddannelse, der giver Forsvarets sanitetsfaglige personel mulighed for at få en uddannelse som er civilt kompetencegivende.
 
Et nødvendigt fagligt løft
I Forsvaret har det længe været et ønske at hæve uddannelsesniveauet i sanitetstjenesten og imødegå den udvikling der er sket på området de seneste år. Formålet er at sikre den bedst mulige behandling af tilskadekomne i Forsvaret.

- Det sanitetsfaglige personel har en meget vigtig funktion i de internationale missionsområder, hvor de danske enheder er udsat for alvorlige og livstruende personskader. Den behandling de udsendte soldater modtager, skal så vidt muligt matche niveauet i det civile. Det giver tryghed både til de pårørende og de udsendte, siger kaptajnløjtnant fra Forsvarets Sundhedstjeneste, Janne Larsen.

Uddannelsen veksler mellem skole- og praktikophold. Praktikken gennemføres ved en række civile ambulanceoperatører - Falck, Københavns Brandvæsen, Frederiksberg Brandvæsen og Roskilde Brandvæsen, mens Erhvervsuddannelsescenter Vest og SOSU-skolen i Esbjerg har ansvaret for uddannelsens teoretiske del.

- Da vi begyndte at undersøge mulighederne for at hæve uddannelsesniveauet, fandt vi ud af at den uddannelse der er behov for i Forsvaret, allerede var etableret i det civile. Derfor var det nærliggende at indgå et uddannelsessamarbejde med de civile ambulance operatører, siger Janne Larsen.

Fra ufaglært til faglært
Blandt eleverne er der glæde over den nye uddannelse, der giver rig mulighed for at fordybe sig inden for det sanitetsfaglige område.
Sergent Niels Elkjær Nørmølle fra Combat Support Support Wing, Karup, har været ansat i Forsvaret i 6 år og har fået merit så uddannelsen kan gennemføres på 1 år og 8 måneder.

- Forsvarets uddannelse af sanitetspersonel er stykket sammen af forskellige kurser. Nu får jeg en grundlæggende uddannelse og et svendebrev, der reelt betyder at jeg går fra at være ufaglært til faglært. Uddannelsen er et kæmpe løft for sanitetstjenesten og fagligt bringer det os på højde med de civile reddere, siger Niels Elkjær Nørmølle, der planlægger at blive i Forsvaret, når uddannelsen er gennemført.

- Jeg håber dog at blive ansat i en krydsstilling, så jeg i perioder kan arbejde i det civile og udvikle mine kompetencer, tilføjer Niels Elkjær Nørmølle.

Merituddannelsen er et resultat af Forsvarets fastholdelsesstrategi, Operation bedre hverdag, og målet er at uddanne mindst 24 elever om året. Forsvaret betaler løn under hele uddannelsesforløbet.

Vil du vide mere om uddannelsen, kan du kontakte kaptajnløjtnant Janne K. Larsen, Forsvarets Sundhedstjeneste på telefon: 39771270. 

Kilde: Forsvarets Personeltjeneste