[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

– Vi har netop lokaliseret lækket og har kontaktet miljømyndighederne, som har været i beredskab hele dagen, sagde en lettet stabschef ved Forsvarets Depot og Distribution, oberstløjtnant Kim Ribert, ved 14-tiden i dag. Hullet på ledningen befinder sig syd for landsbyen Veerst.
En olieledning fra Northern Europe Pipeline System, der forsyner Forsvarets tjenestesteder med brændstof, sprang i går læk. Da der gik hul på ledningen opdagede Forsvaret fejlen øjeblikkeligt, fordi der var forskel på, hvad der blev pumpet ind og hvad der kom ud af ledningen. Pumpen blev straks stoppet, men 30-32 kubikmeter brændstof nåede at flyde ud.

24 timer eftersøgning
Siden har medarbejderne fra Forsvarets Depot og Distribution ledt intensivt efter det sted flybrændstoffet er løbet ud. I går havde Forsvaret en helikopter i luften, som søgte efter hullet i ledningen. 
– Jeg synes det er glædeligt, at vi blot i løbet af et døgn har fundet det læk, som forårsagede uheldet. Det er positivt af hensyn til miljøet, at myndighederne nu kan rykke ind, siger Kim Ribert
Udover eventuelle skader på miljøet, er det vigtigt at få repareret hullet, så Forsvarets brændstofforsyninger igen flyder normalt.