[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Til minde om en af 2. verdenskrigs store danske personligheder uddeler Anders Lassen fonden legater. Historien om major Anders Lassen og hans enestående indsats under 2. verdenskrig er unik. Han var blandt de første danskere i udlandet, der i 1940 meldte sig til de britiske styrker og blev optaget i den nyoprettede enhed Special Boat Service (SBS). Anders Lassen gjorde tjeneste ved denne enhed under hele krigen, indtil han i 1945 faldt i Norditalien i spidsen for sin enhed – kun 24 år gammel.

Siden 1996 har Anders Lassen Fonden med Hans Kongelige Højhed Kronprinsen som protektor uddelt legater i hans minde.

Fondens formål er bl.a. :

• at belønne betydningsfuld militær indsats
• at yde et økonomisk bidrag som anerkendelse eller opmuntring til medlemmer eller tidligere medlemmer af Jægerkorpset eller Frømandskorpset for en særlig indsats eller sådanne efterladte og pårørende
• at støtte og opmuntre tilskadekommet dansk militært personel
• at tilgodese personer, der yder eller har ydet en særlig humanitær indsats, eller sådanne personers efterladte
• at knytte Anders Lassen som et forbillede til de to korps og derved skabe tættere bånd mellem korpsene.

Du kan læse meget mere om Anders Lassen Fonden og kriterierne for indstilling til legatportionerne på Anders Lassen Fondens hjemmeside.