[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]


Foto: Torben Sørensen, major

Med overdragelsen fra Forsvarets Materieltjeneste til Hærens Operative Kommando af de 45 svenskbyggede IKK´er, er den danske hær blevet betydeligt styrket til nye udfordringer i internationale missioner. IKK er en mellemting mellem den kendte pansrede mandskabsvogn og den noget tungere og mere hårdtslående kampvogn Leopard 2A5, og CV 9035 er med sit avancerede våbensystem, mobilitet, bevæbning og digitalisering et perfekt nyt værktøj i hærens infanteriværktøjskasse.

IKK er udstyret med en 35 mm kanon, der skyder effektivt ud til fire kilometers afstand. Den er desuden forsynet med et 7,62 mm tårngevær samt røgkastere, og besætningen udgøres af tre mand, mens der kan være syv infanterister i lastrummet. Her er de i forhold til transport i andre køretøjer yderst effektivt beskyttet mod for eksempel vejsidebomber og miner, idet hver soldat faktisk sidder med fødderne i bøjler, så de ikke får skader, hvis gulvet løfter sig. Et kæmpe plus i forhold til de mere traditionelle infanterikøretøjer er også IKKs udvendige kamerasystem, der forsyner gruppen i mandskabsrummet med billeder fra vognens omgivelser.

Det første kompagni fra Livgarden er godt i gang med uddannelsen på vognen, der forventes at køre i uddannelsescyklus, inden en forventelig udsendelse i en international mission i 2010.

Fakta om IKK

Besætning: tre mand.
Infanterigruppe: op til syv mand.
35 mm Bushmaster kanon, rækkevidde 4000 meter. To magasiner.
7,62 mm tårngevær samt røgkaster. To magasiner.
Vægt: 32 tons.
Motor: 750 hk Scania, som justeres op. IKK følger fint Leopard i både terræn og på landevej.
Digitaliseret og computerstyret.
Ildledelsessystem fuldt på højde med sammenlignelige systemer.
Kamera på tårn og hæk.
Info-skærm i mandskabsrum.
Svensk produceret.

(Kilde: Hærens Operative Kommando)