[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Jari Nielsen

Kombinationen af militær og civil indsats i den rigtige rækkefølge er afgørende for, om missionen i Afghanistan bliver en succes.

Det mener den britiske forsvarschef, general Sir Jock Stirrup.

- Vi er nødt til at anvende militær slagkraft for at skabe rum for at den civile indsats kan fungere, så koordination af de to ting er afgørende. Vi kan ikke sende folk ud for at hjælpe almindelige afghanere, for eksempel i Helmand-provinsen, medmindre vi først kan skabe en passende grad af sikkerhed, siger Sir Jock Stirrup, som samtidig understreger, at det ikke er muligt at skabe fuldstændig sikkerhed.

Stirrups danske kollega, forsvarschef general Jesper Helsø, mener også, at balancen mellem militær tilstedeværelse, sikkerhed og genopbygningsarbejde er afgørende. Det aspekt vil derfor komme til at indgå i strategien for Afghanistan fra 2008 til 2012.

- Det er vigtigt, at der hele tiden er et afghansk ansigt på det, vi gør. Afghanerne skal over tid tage større og større ansvar, inklusive for politi, sikkerhedsstyrker, den afghanske nationale hær, genopbygningsprogrammerne og så videre, siger Helsø.

Ifølge Sir Jock Stirrup kan man ikke sætte et endegyldigt mål for, hvornår missionen i Afghanistan er lykkedes.

I stedet skal man se på de fremskridt, der sker år for år, både i forhold til at skabe sikkerhed og i forhold til genopbygningen af det afghanske samfund.

- Der er lang vej endnu, men der er sket dramatiske fremskridt, siger den britiske forsvarschef.

Han påregner, at det internationale samfund skal engagere sig i Afghanistan i årtier fremover, og skønner, at den militære indsats vil vare mindst fem-seks år endnu.