Noor Ali reddede synet

[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Hans Jørgen Hansen, tekst og foto

For nogle dage siden havde ni-årige Noor Ali udsigt til et liv i yderste fattigdom. Nu er han med hjælp fra danske og engelske læger og sygeplejerske sikret en chance for en rimelig tilværelse.

Noor Ali er et af de civile ofre for krigen i Afghanistan. Da han for to uger siden løb ud af sine forældres hus i landsbyen Budwan i Helmand-floddalen for at lege med sine kammerater, begyndte der kampe i landsbyen, fortæller hans far. Han mener, det var amerikanske soldater, der blev angrebet af Taleban.

En mortér ramte tæt på Noor Ali, og splinter fra granaten ramte ham i ansigtet og på begge hænder.
- Gud være lovet, så overlevede han, siger hans far, som nu står og har Noor Alis indbundne hånd i sin.


Noor Ali blev et af krigens civile ofre. Men han fik hjælp, da hans far tog ham med hen til de danske læger.

Det viste sig, at  Noor Alis højre øje var helt ødelagt, og begge hænder var flænset af metalsplinter. Drengen blev bragt til det offentlige sygehus nede i den store by, Gereshk. Her amputerede lægerne det yderste af nogle af fingrene, og det højre øje blev helt fjernet.

Men ingen lagde mærke til, at venstre øje også var blevet ramt.

Først for et par dage siden kunne Noor Alis forældre se, at der var noget helt galt. Og de vidste udmærket, at hvis deres dreng også mistede synet på venstre øje, ville han ikke have nogen fremtid i det fattige afghanske samfund.

- Jeg var nødt til at gøre noget for min dreng. Jeg tog ham til soldaternes base for at høre, om nogen kunne hjælpe ham, fortæller faderen, som ikke viger fra Noor Ali et øjeblik.

Noor Ali selv siger ikke noget. Tolken forsøger på mange måder at slå bare et enkelt ord af ham, men han bøjer bare sit hoved og ser væk med det øje, der er tilbage. Men han viser ikke tegn på smerte, sorg eller frygt.



Noor Ali er en tapper lille dreng, Han fortrækker ikke en mine, selv om han må have mange smerter. Men han er genert. Hvor meget tolken end forsøger at få ham til at sige noget, ser han blot ned med det øje, der er tilbage.

- Han er en tapper lille dreng. Han var noget betuttet, da han kom ind i går. Men han har ikke en eneste gang grædt eller vist tegn på at være plaget af smerter. Og der er ingen tvivl om, at han har smerter, siger premiereløjtnant Lars, der er reservelæge i den danske bataljon i Helmand.

Det var hans kollega i den fremskudte base Armadillo, der dagen før havde taget imod Noor Ali og hans far, da de henvendte sig ved basens port. Den danske læge kunne se, at der var en splint et par millimeter fra pupillen. Hvis den ikke fjernes øjeblikkeligt, var der stor fare for, at øjet blev ødelagt.

Derfor blev far og søn bragt til danskernes hovedlejr, hvor flere læger og sygeplejerske stod klar for at give Noor Ali nye forbindinger, varmt tøj og opmuntring, indtil en helikopter dagen efter kunne flyve dem til det engelske felthospital i Camp Bastion. Her var der øjenlæger, der kunne gennemføre den vanskelige operation at få splinten ud uden at skade øjet unødigt.

- Vi er her for at behandle alle, der er ofre for krigen. Derfor er det også vores opgave at hjælpe de civile, der har akutte skader, siger den danske læge, som tilføjer.

- Og så kan man ikke lade være med at føle noget særligt, når der kommer sådan en lille dreng, der er dømt til den yderste fattigdom, hvis han ikke får hjælp. Når vi står med sådan en, kan man bare ikke lade være med at gøre alt, hvad der muligt – og helst lidt til, siger lægen i uniform.

Han forholder sig ikke til, hvem der har skadet Noor Ali. Men han glæder sig over, at der er hjælp at få, når civile kommer i klemme i krigen.



Plejepersonalet gør, hvad de kan for at opmuntre Ali. Da han bliver kørt til helikopteren, får han både en fodbold og en radio.

(Kilde: Hærens Operative Kommando)