[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

H.K.H. Kronprins Frederik og forsvarsminister Søren Gade har på deres tre dage lange ophold i det sydlige Afghanistan besøgt de danske lejre.
– Det har været en stor fornøjelse og ære for mig at eskortere kronprinsen på hans første besøg her i Afghanistan. Det har gjort et stort indtryk ikke alene på mig, men også på soldaterne hernede, fortæller forsvarsminister Søren Gade.
H.K.H. Kronprinsen og forsvarsministeren har dermed oplevet soldaternes operations- og levevilkår på tæt hold, ligesom de har haft lejlighed til at tale med soldaterne om deres oplevelser samt takke dem for deres indsats.

H.K.H. Kronprinsen og ministeren ankom mandag aften til den fremskudte operationsbase Armadillo. Her overnattede de og levede på lige fod med soldaterne, hvilket indebærer sovepose, feltseng og feltrationer. Derfra gik turen til den fremskudte operationsbase Price, hvor delegationen overnattede igen, og videre til Camp Bastion.

Turen bød også på et besøg i distriktscentret ved Gereshk samt et møde med Gereshks distriktsguvernør Adbul Ahad Khan og byens borgmester Said Dur Ali Shar.

Der er for tiden cirka 690 danske soldater ved NATO’s International Security Assistance Force (ISAF) i Afghanistan, hvoraf hovedparten befinder sig i og omkring byen Gereshk i Helmand provinsen i det sydlige Afghanistan.

Se et indslag fra besøget på: forsvarskanalen.dk