[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Der er mange former for tjeneste for soldaterne i Afghanistan. Nogle går ud på at opsøge og nedkæmpe oprørere, andre går ud på at eskortere konvojer eller holde vagt. Men det er alt sammen opgaver, der skal udføres.

Operationerne tilrettelægges ud fra opgaverne om at opretholde sikkerhed og stabilisere genopbygningen i området. Ikke ud fra den enkelte soldats trang til action.

- Der er jo desværre meget ofte en opfattelse af, at soldater, de er i kamp, og de skyder hele tiden. Sådan er virkeligheden ikke. Nogle gange pudser man sine sko og støvler, ordner sine køretøjer og gør klar til indsættelse, og andre gange er man i hård kamp med taleban. Så det er meget forskelligt, og kampsoldater bliver anvendt i mange roller, siger oberstløjtnant Hans Henrik Møller, leder af afdelingen for internationale missioner i Hærens Operative Kommando.

Udmeldingen kommer efter, at soldater fra Fenris-kompagniet i Gardehusarregimentet har klaget over, at deres opgaver er for kedelige og rutineprægede.

Men risikoen for at komme i kamp er til stede, uanset om man laver eskorteringsopgaver, CIMIC-arbejde eller patruljering.

- Det er ikke os, der vælger, hvornår vi vil slås, men taleban, der beskyder os. Og det kan ske under alle former for opgaveløsning, siger Hans Henrik Møller, som understreger, at Fenris-kompagniet kan løse en lang række andre opgaver, som også skal løses og er mindst lige så vigtige.