[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Karen Dahlin

Uddannelsen til elitesoldat er ikke for kuldskære tøsedrenge. Sne, is og kulde er blot et af de mange elementer, som en jægersoldat skal beherske. Derfor tager jægerne, der er under uddannelse, til Nordsverige på vintertræning. Her lærer de at begå sig i det iskolde klima.
- Det er det helt rigtige miljø at træne i, siger kursuslederen ved Jægerkorpset, der understreger, at vintertræningen også er godt for sammenholdet blandt de kommende jægere.

Jægere i arktisk miljø
De kommende jægersoldater træner blandt andet i at kunne læse et terræn, redde folk ud af laviner og overleve en snestorm. Jægerne bliver undervist af specialister: Svenske soldater, der er eksperter i det kolde miljø.
- Vi vil gerne i kontakt med folk, der ikke kun er soldater i området, men også bor i det og selv hører til deroppe, siger kursuslederen.
De kommende jægere lærer også at stå på ski. Men det gør ikke træningen til en skiferie. Formålet er, at soldaterne hurtigt skal kunne komme væk, hvis de bliver beskudt, så de kan løse deres opgave.

Røde kinder
Kurset løber over to uge. Den første uge består af tekniske forberedelser. I den anden uge står den på praktiske øvelser.
- Første uge er typisk lange dage, hvor soldaterne ikke sover ude. Den sidste uge skal de så bruge dét de lærte ude hele døgnet, siger kursuslederen.
Modsat hvad de fleste ville tro, ser de kommende jægere frem til vintertræningen der tæller som en af de hårde øvelser.
- Efter vintertræningen har de typisk tabt sig lidt. De ser lidt mere vindbidte ud, men det store smil er på, siger kursuslederen.
Vintertræningen er et led i grunduddannelsen for jægerne. Andre delelementer i uddannelsen er bjergtræning, skydning og faldskærmsspring.