[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen

I lørdags, den 2. februar, gav besætningen på det franske krigsskib Commandant Ducuring stafetten videde til danskerne på kommandoskibet Thetis. Nu er det Thetis’ tur til at skræmme pirater fra at angribe skibe med forsyninger til de nødlidende i Somalia. Det markerede udviklingsminister Ulla Tørnæs med en tale i Mombassa i Kenya.
– Den gode nyhed er, at det franske initiativ har været en bemærkelsesvædig succes. Efter den franske eskorte af World Food  Programme skibe begyndte i november sidste år, har der ikke været piratangreb på disse skibe, sagde Ulla Tørnæs.

Både specialstyrkerne og besætningen på Thetis skal forsøge at leve op til franskmændenes imponerende statistik. Tre gange blev transporterne fra World Food Programme angrebet i 2007, inden de kom under fransk beskyttelse. 1,5 millioner mennesker i Somalia er afhængig af nødhjælpen.

På rejse i Afrika
Udviklingsminister Ulla Tørnæs var på tjensterejse i Afrika, da hun benyttede lejligheden til at hilse personligt på Thetis’ besætning og ønske god vind. Hun fik et godt indtryk af operationen:
– Lad mig endelig benytte lejligheden til på den danske regerings og de involverede danske myndigheders vegne at udtrykke min dybeste tilfredshed med samarbejdet med Frankrig, World Food Programme og de somaliske myndigheder om forberedelserne. Vi sætter også pris på støtten fra havnemyndighederne i Mombassa. Danmark er nu klar til overtage denne succesrige mission,  sluttede Ulla Tørnæs sin tale.

Mens Thetis har været ved kaj i Mombassa har besætningen haft mulighed for at gå lidt rundt i havnebyens gader og opleve dyrelivet ude på savannen. Nu er de kommet arbejdstøjet igen og Thetis nærmer sig de pirathærgede farvande ved Afrikas Horn.