[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Den elektroniske festival Summer Angel har i år lovet foreningen Støtte Til Soldater Og Pårørende, STSOP fem procent af festivalens overskud. Festivalen har kun et år på bagen, men alligevel var det ikke nogen svær beslutning for ejerne, at en del af overskuddet i år skulle gå til soldaterne.
-Den torsdag, hvor tre døde af en vejsidebombe i Afghanistan, ringede jeg til en kollega og sagde, at jeg syntes, vi skulle gøre noget, fortæller Mikkel Muhl, der er medejer af Summer Angel. Derefter tog de fire festivalarrangører et lynmøde og blev allerede samme dag enige om, at de ville give fem procent af overskuddet til Støtte Til Soldater Og Pårørende, STSOP. Derudover giver festivalen alle med et militært id gratis adgang til festivalen.

Stor anerkendelse af soldaterne
De fire ejere af Summer Angel har alle krigen tæt inde på livet. Den enes søn er netop hjemvendt fra Afghanistan, mens de andre tre har kammerater, som er i krig på nuværende tidspunkt. Derfor føler de alle et behov for at hjælpe.
-Vi har simpelthen brug for at gøre noget for de kære, vi sender af sted, men også for de der bliver hjemme, siger Mikkel Muhl.
Denne gestus er STSOP selvfølgelig meget glade for
-Vi blev meget overraskede, for man forbinder jo ikke normalt techno med soldater, men vi blev også meget glade. Det er jo en anerkendelse af, at vores soldater gør et godt stykke arbejde, siger formanden for STSOP, René Rasmussen.

Opbakning ligeså vigtig som penge
Summer Angel har ikke turde gætte på, hvor stort overskuddet og dermed donationen vil blive. Pengene er nu heller ikke det eneste, det handler om for STSOP
-det betyder selvfølgelig noget rent økonomisk, men det er også vigtigt, at soldaterne kan mærke en opbakning, siger René Rasmussen.

Festivalen bliver afholdt fra den 24. til den 25. juli i Fruerlundsparken i Øster Hurup. Billetterne koster 500, men ved forevisning af militært id er der gratis adgang. Du kan læse mere på Festivalens hjemmeside: http://www.summerangel.dk/2009