[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Tilsammen 80 pladser ombord på en C-130J Hercules transportflyver blev i weekenden afsat ved henholdsvis auktioner på Lauritz.com og lodtrækning i Danmarks Radios Aftenshow. Det indsamlede beløb endte - sammen med en anden udbudt præmie - på over 400.000 kroner, som går ubeskåret til Danmarksindsamlingen og dermed Afrika.

Foruden flyveturen i den militære transportmaskine, får vinderne også et indblik i livet bag murene på Flyvestation Ålborg, hvor transportflyene har hjemme. Rundvisningen inkluderer blandt andet fremvisning af flyvende hospitalsudstyr, som flyene udrustes med, når de henter syge eller sårede i verdens brændpunkter. Frokost er der også sørget for, og den består naturligvis af de feltrationer som flyet kan være lastet med, hvis turen går til et katastrofeområde.

- Vi er meget tilfredse med resultatet, og er glade for, at vi også indirekte kan bidrage til nødhjælpsprojekterne i Afrika, siger Morten V. Jensen, der er presseofficer i Flyvevåbnet.

Flyveturen kommer efter planen til at løbe af stablen den 23. april.