[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen og Karen Dahlin

Brigaden har eksisteret siden 1997, men i dag forlader den sidste håndfuld udenlandske officerer hovedkvarteret i Høvelte.
- Det er både ærgerligt, men samtidig må jeg også erkende, at det er en rimelig beslutning, fordi man ikke har brugt SHIRBRIG s meget de seneste år. Vi skal bruge de ressourcer til noget andet, og det gælder alle de lande, der er med i SHIRBRIG, siger generalmajor Kurt Moesgaard, chef for SHIRBRIG, der betyder Multinational Standby High Readiness Brigade for UN Operation.
Mange af de opgaver, som SHIRBRIG har løst de seneste år, bliver overtaget af de nordiske lande.

Forhindre massakrer
SHIRBRIGs opgave var at rykke hurtigt ud, imens FN skaffede soldater til en længerevarende mission. På den måde kunne brigaden forhindre, at ventetiden på de blå hjelme blev brugt til frygtelige massakrer i stil med Srebenica og Rwanda. Det skete i 2000, da brigaden lagde sig mellem Eritrea og Etiopiens hære, der lige havde udkæmpet en blodig krig.
- SHIRBRIG var indrettet til, at man havde to disciplinerede hære overfor hinanden, som hører efter, hvad FN siger, siger Kurt Moesgaard.
Siden 2000 har SHIRBRIG blot udsendt nogle få stabsofficerer til FN-missioner i Afrika. Brigaden har også hjulpet de afrikanske lande med at opbygge egne militære styrker, som kan bruges i internationale missioner. Det arbejde fortsætter selv om SHIRBRIG nedlægges.