[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Fogedretten har i dag afsagt kendelse i sagen om bogen ’Jæger – i krig med eliten’ fra forlaget People’sPress. Forsvaret havde begæret et fogedforbud mod udgivelse af bogen fordi, forsvaret er af den opfattelse, at indholdet kompromitterer statens sikkerhed og forholdet til fremmede magter. Fogedretten har i dag afgjort, at der ikke skal nedlægges fogedforbud mod bogen.

Fogedretten giver forsvaret medhold i, at bogen indeholder oplysninger, som er fortrolige og omfattet af tavshedspligt. Men ifølge kendelsen giver det ikke mening at nedlægge et fogedforbud, da manuskriptet allerede er offentliggjort.

Om kendelsen siger forsvarschef Tim Sloth Jørgensen:
- Jeg er naturligvis ked af, at det ikke er lykkedes os at stoppe bogudgivelsen, fordi det er vores opfattelse, at bogen udgør en sikkerhedsrisiko. Og jeg kan konstatere, at dommeren også finder, at bogen indeholder fortrolige oplysninger, som burde hemmeligholdes af militære og sikkerhedsmæssige årsager, og som kan skade Danmarks forhold til andre lande.

Forsvaret har besluttet ikke at anke afgørelsen til Landsretten, om den beslutning siger forsvarschefen:
- Efter at have drøftet sagen med vores juridiske rådgivere er det vores opfattelse, at vi ikke kan nå længere i denne sag ad rettens vej. Derfor har vi besluttet ikke at kære dagens kendelse til en højere retsinstans. Det ændrer dog ikke ved, at bogen i forsvarets øjne udgør en sikkerhedsrisiko, som vi på anden måde må søge at imødegå.