[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Der er fest under fanerne på hjemmeværnsskolen i Nymindegab, hvor festlighederne i anledning af hjemmeværnets 60-års jubilæum skydes i gang i eftermiddag.

500 gæster er mødt op for at overvære faneindvielser og en storslået parade. Blandt gæsterne er blandt andre forsvarsministeren, folketingets formand, Regentparret, Kronprinsparret, D.K.H. Prins Joachim og Prinsesse Marie og H.K.H. Prinsesse Benedikte.
Men særlig Kronprinsessen vil nok følge paraden med en særlig personlig interesse.

Hun blev nemlig udnævnt til løjtnant i hjemmeværnet 19. februar efter at have gennemgået hjemmeværnets officersuddannelse.
Hendes kongelige højhed er tilknyttet staben i Totalforsvarsregion København, der omfatter hovedstaden, Nordsjælland og Bornholm.

Paraden vil bestå af jubilarer, repræsentanter fra hjemmeværnets værn, totalforsvarsregionerne og den næste bevogtningsdeling, der skal udsendes til Afghanistan. Jubilarerne vil modtage 60-års-tegnet, og derefter vil der være taler, reception, en udstilling, guidede rundture på området og festmiddag klokken 19.