[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Flere faktorer gør dette topmøde til noget særligt. Dels er det for første gang lykkes at samle lederne fra samtlige 28 medlemsstater, dels er det Natos 60-års jubilæum, og sidst men ikke mindst er der mulighed for, at der bliver sat navn på den kommende generalsekretær – og at det er Anders Fogh Rasmussen.

Albanien og Kroatien er de to helt nye gæster til NATOs topmøde i Strasbourg i dag og i morgen. De vil sammen med de andre medlemslande udveksle synspunkter om Natos fremtidige rolle og opgaver som eksempelvis de langsigtede forbindelser med Rusland og de operationelle forpligtelser i Afghanistan.

3.000 journalister og fotografer er mødt op for at dække drøftelserne af de store beslutninger, som skal sikre den euro-atlantiske sikkerhed. Men den danske del af pressen følger mødet særlig intens med en bestemt sag for øje. Nemlig hvornår det er officielt, at Anders Fogh Rasmussen bliver NATOs næste generalsekretær.

Den danske statsminister bekendtgjorde i aftes, at han er kandidat til posten. Og alt undtagen en udtalt tyrkisk modvilje taler for, at han også får stillingen. Til gengæld er der større usikkerhed om, hvor vidt det bliver offentliggjort i løbet af dette tresindstyvende topmøde.

I morgen begynder topmødet med en højtidelig ceremoni og hyldest til de soldater, der dagligt sætter deres liv på spil i NATO eller har gjort det i løbet af de seneste 60 år.