[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Hvor de fleste ville skynde sig væk i tilfælde af farlige kemiske, radiologiske og biologiske udslip, så er 25 soldater rejst til Sverige for netop at få disse stoffer på helt tæt hold. Den nordiske Reccex-øvelse er skudt i gang, og det danske CBRN kompagni, som er forkortelsen for kemisk-, biologisk-, radioaktivt- og nukleart kompagni, har glædet sig til at prøve deres udstyr af. Det er nemlig en afgørende del af deres uddannelse.
-Det er vigtigt, at de bliver fortrolige med udstyret og oplever, at masken rent faktisk virker, at dragten holder stofferne ude, og at deres elektroniske instrumenter begynder at bippe, når de kommer ud i nærheden af stofferne. Denne øvelse er et kvantespring i deres uddannelse, fordi de oplever, at det virker, siger Henrik S. Schultz, der er kompagnichef for CBRN kompagniet.

Der sparres med hinanden i Sverige
Det overordnede formål med øvelsen er, at soldaterne lærer at samarbejde, så de er rustede til at blive udsendt til internationale missioner. Meningen med øvelsen er dog ikke at ensarte soldaterne fuldstændig, sådan at de danske soldater skal være ligesom de andre nordiske soldater og omvendt. De må gerne være forskellige. Der er nemlig brug for lige præcis disse forskelligheder i øvelsen.
-De skal øve færdighederne sammen og så lære af hinandens erfaringer, siger øvelseslederen, oberstløjtnant Michael Magnesten som fortæller, at det er muligt, fordi de forskellige lande trods alt ikke er mere forskellige, end at de benytter den samme udrustning og mange af de samme metoder.
Kompagnichef Henrik S. Schultz er også meget begejstret for at opleve de andre landes måder at løse opgaverne på.
- Det har været meget givende at se, hvad de andre gør, også for mig som kompagnichef. For vi har set nogle helt andre fremgangsmåder, og selvom det kan være selv helt små praktiske ting inden for rapporteringen og den praktiske brug af instrumenter, så er det med til at effektivisere, siger han.