[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Indeni er de indrettede som topmoderne ambulancer og udenpå er de lige så sikre som pansrede patruljekøretøjer – de nye DURO IIIP ambulance, som Forsvaret snart er klar til at tage i brug.

Med sin pansring og seks hjul er ambulancerne godt rustet til at redde sårede soldater i ufremkommelige områder med stor risiko for beskydning eller møder med vejsidebomber. Inden i er ambulancerne indrettet, så de er fuldt på højde med civile ambulancer. Samtidig er de indrettet, så de er klar til fremtidens teknologi, når den kommer. Det vil sige, at der kan oprettes digital forbindelse mellem ambulancen og felthospitalet og, at der kan installeres avanceret genoplivningsudstyr. Ambulancerne kan fragte op til fire patienter, hvor af to af dem er liggende.

De 29 nye ambulancer, som fordeles med 25 til hæren og fire til flyvevåbnet, har længe været savnet. Forsvaret har i forvejen 16 Piranha-ambulancer og har i Kosovo løst manglen på ambulancer ved at leje dem i Finland. De nye DURO IIIP ambulancer giver ikke kun en materiel forbedring men også en mandskabsmæssig.

- Vi får fyldt vores garage op med det antal køretøjer, som vi i lang tid har haft brug for, og hvor vi både kan have tilstrækkeligt antal ambulancer ude samtidig med, at vi kan uddanne vores personel i det samme materiel herhjemme. Det er uheldigt, at vi ikke har kunnet gøre det tidligere, men det får vi mulighed for nu, siger major Keld Emil Damsgaard, Udviklingsafdelingen, Hærens Logistikskole.

De første vogne i den store ordre kom til Danmark i december, men er blevet indrettet i Danmark, så Forsvaret kunne være med til at sikre, at det blev helt rigtigt. Ambulancerne vil være på gaden i starten af juni.