[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Overdragelsen blev gennemført ved, at de hollandske myndigheder foretog en anholdelse af piraterne ombord på Absalon. Holland har nu overtaget det formelle ansvar for de fem pirater, herunder både for deres videre transport, deres forvaring og den efterfølgende retsforfølgelse af dem.

”Vi er meget tilfredse her på Absalon med, at de fem nu er udleveret til videre retsforfølgelse. Nu kan vi komme tilbage til Adenbugten og genoptage operationen” siger chefen ombord på Absalon, kommandørkaptajn Dan B. Termansen.

Absalon afgik fra Bahrain 0900 lokal tid, og sejlede mod Aden-bugten med henblik på at genoptage sin operative opgaveløsning her.

Absalon har siden september 2008 har været en del af den internationale koalitionsstyrke, der opererer ud for Afrikas Horn. Det danske krigsskib har i perioden haft adskillige nærkontakter med formodede pirater. Ved disse kontakter har Absalon beslaglagt våben, stiger og andet materiel, som piraterne bruger under deres forsøg på at kapre civile handelsskibe. I to tilfælde har man tilbageholdt pirater ombord på Absalon.

 Kilde: Søværnets Operative Kommando