[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

14. november 1659 er en af Danmarkshistoriens store datoer. Sejren ved Nyborg sikrede, at Sverige tabte den 2. svenskekrig 1658-60, hvor den svenske konge ville slette Danmark fra landkortet. Samtidig er vundne slag over svenskerne lidt af en sjældenhed i dansk militærhistorie.

Hvert år bliver begivenheden fejret af Nyborgs borgere med march igennem byen, gudstjeneste og salutering. I år er selvfølgelig ingen undtagelse. Repræsentanter fra den Kongelige Livgarde og Jydske Dragonregiment ligger faner ved mindestenen for slaget. Begge regimenter deltog i slaget.
Samtidig besøger patruljefartøjet Havfruen Nyborg. Byen adopterer skibet i dag klokken 13.00 og lørdag og søndag eftermiddag er der åbent skib. Besætningen foretager en kransenedlæggelse ved mindesmærket for admiral Peter Jensen Bredal, der først på året 1658 heltemodigt forsvarede sine indefrosne skibe mod et svensk angreb.
Læs programmet for jubilæumsdagen her.

 Arkæologiske undersøgelser af slagmarken
Selv om optog og gudstjeneste foregår inde i byen ligger selve slagmarken et stykke udenfor. Mellem Hjulsø og Odensevej nordøst for Nyborg tørnede den danskallierede og svenske hær sammen. Her har fritidsarkæologen Jesper Olsen hele året været i gang med at undersøge slagmarken, hvor der selv den dag i dag er massevis af efterladenskaber fra slaget.
– Det der er vældigt interessant herude, er at vi har et forholdsvis velbevaret kildemateriale, der fortæller en masse detaljer, som vi kan gå ud på slagmarken og be- eller afkræfte, siger Jesper Olsen.
Forsvarskanalen har sammen med Jesper Olsen besøgt slagmarken ved Nyborg. Se indslaget her.