[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Karen Dahlin

De har gået på patruljer i fjendeland i Green Zone. De har bevæget sig omkring i det afghanske terræn med konstant fare for at støde på vejsidebomber. Og de har knoklet for at opbygge landet. Nu er soldaterne fra ISAF hold 7 hjemme igen, og det bliver fejret med en hjemkomstparade og march gennem Slagelse torsdag den 27. august.
- Det er vigtigt at bakke op om soldaterne og vise dem respekt for det enorme stykke arbejde, de har været ude at lave, siger kaptajn Steffen Scharff, der arbejder som kontaktofficer.
Det er kun anden gang, at forsvaret afholder en hjemkomstparade for ISAF-soldaterne. Den første fandt sted i februar i Holstebro for hold 6 ISAF.

Kom og vær med

Tilskuere er velkomne ved arrangementet, der begynder klokken 12 med en parade ved Antvorskov Hallen. Selve marchen gennem byen sætter i gang klokken halv et med Schlesvigske Musikkorps i spidsen.
- Her vil folk kunne opleve hele ISAF hold 7 gå gennem byen i ørkenuniform. Til paraden kommer gardehusarerne med heste, og regimentsfanen bliver båret til marchen, siger Steffen Scharff.
Der deltager soldater fra Gardehusarregimentet, Jydske Dragonregiment, Trænregimentet, Telegrafregimentet, Danske Artilleriregiment, Det Danske Logistikcenter, Hjemmeværnet og Ingeniørregimentet.

Se ruten her