[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Her til morgen blev en dansk soldat dræbt, da han sammen med sin enhed og afghanske sikkerhedsstyrker, var indsat i en afsiddet operativ opgave i området øst for Gereshk. Enheden kom fra Bravo-kompagniet, udsendt fra Den Kongelige Livgarde i Høvelte. Ved samme hændelse blev en lokal tolk lettere såret.

Kammerater og sanitetssoldater ydede førstehjælp på stedet, før soldaten og den lokale tolk blev evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion. Ved ankomst til felthospitalet blev soldaten erklæret død. Den lokale tolk er fortsat på felthospitalet, men forventes udskrevet senere i dag.

Forsvarschef general Knud Bartels udtaler:

 - Det var med sorg jeg her til morgen modtog meldingen om, at en af vores soldater, under en afsiddet patrulje øst for Gereshk, mistede livet og at en lokal tolk samtidig blev lettere såret. Forsvaret vil nu gøre, hvad vi kan for at lindre det smertelige tab, familien og de pårørende i dag har lidt. Jeg ved at det er en tung dag for den danske styrke i Afghanistan, men jeg ved, at styrken vil fortsætte opgaveløsningen, på trods af dette tab.

Opdateret 15. november: Den dræbte soldat er overkonstabel af første grad Jørgen Randrup fra den Kongelige Livgarde.

Til redaktionerne:
Hvis disse oplysninger viderebringes, bedes I oplyse, at den nærmeste familie er underrettet.