[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Et tv-hold fik i efteråret 2009 mulighed for at følge de 97 danske læger og sygeplejersker, da Danmark for første gang overtog ansvaret for et felthospital i en krigszone. Det er blevet til seks programmer, hvor TV2 følger det udsendte hospitalspersonale, lige fra de forlader deres familie og venner i Danmark til deres arbejde med at redde sårede soldater og civile i Afghanistan.

Katrine Kjær har været tilrettelægger på programmerne, og det har været en anderledes opgave for hende at lave reportageserien. Hun har tidligere lavet dokumentar om de nære ting i Danmark, så for hende var det en udfordring at lave tv fra en krigszone. Katrine Kjær håber, at programmerne formår at vise den menneskelige og ikke kun den professionelle side af lægerne og sygeplejerskerne.
- Jeg vil gerne have, at seerne kommer ind under uniformen på dem. Samtidig synes jeg, det er vigtigt at vise konsekvenserne af krigen, siger hun..
Hun vil gerne sætte ansigt på de mennesker, der er berørt af krigen og dens ofre. Krigen kan virke fjern for de fleste danskere. Desuden synes hun, at det er fascinerende at se krigens konsekvenser igennem de danskere, der tager af sted for at hjælpe ofrene.

Programmet vises på TV2 i aften klokken 21.25