[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Efter 8 måneders intens flytteproces, kunne medarbejdere og ledelse ved Forsvarets Bibliotek og Forsvarsakademiet fredag den 21. maj byde velkommen til et samlet Forsvarets Bibliotek. Ved åbningsreceptionen satte Den Kongelige Livgardes Tambourkorps stemningen i bibliotekets gårdhave, hvor de indbudte gæster nød sol og forfriskninger, inden biblioteket blev åbnet officielt.

Forsvarschef general Knud Bartels var inviteret til at holde åbningstalen. Han talte, inden han klippede snoren, om forandringens kunst, ophavet fra de tre værnsbiblioteker og nødvendigheden af den viden, Forsvarets Bibliotek kan levere. Forsvarschefen udtrykte således et ønske om, ”at enhver officer eller kadet skal være opmærksom på at drage nytte af denne institution”.
Se et indslag om åbningen af Forsvarets Bibliotek på forsvarskanalen.

En lang flytteproces
Åbningsreceptionen markerede afslutningen på en lang flytteproces, efter det den 10. august 2009 blev besluttet at nedlægge de tre værnsbiblioteker og i stedet oprette ét Forsvarets Bibliotek. Der er i processen blevet flyttet ca. 40.000 bøger ind på Kastellet fra Marinens og Flyvevåbnets biblioteker, mens ca. 40.000 bøger er sendt til fjernlageret i Glostrup fra alle tre biblioteker. I alt er der flyttet ca. 2 km bøger, tidsskrifter o.l. ind på det nye bibliotek!

Fordelene ved et samlet bibliotek bliver således, at præsentationen af forsvarets samlinger – både fysiske og digitale – vil være samlet på ét sted. Samtidig vil man styrke de biblioteksfaglige kompetencer og sætte øget fokus på de digitale ressourcer.

For den militærfaglige bruger
Alle brugere af biblioteket – både forsvarets ansatte og øvrige borgere med interesse for forsvaret – får adgang til de ca. 100.000 bøger, tidsskrifter og andre fysiske materialer, som biblioteket råder over. Ligesom der vil være adgang til mere end 5.000 elektroniske tidsskrifter samt 10 forskellige databaser med militærfagligt og krigshistorisk indhold.

Se mere om Forsvarets Bibliotek på www.forsvaretsbibliotek.dk