[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Forsvarschef general Knud Bartels går torsdag om bord på Absalon i Djibouti i det østlige Afrika, hvor skibet har hentet forsyninger. Absalon fungerer som kommandoskib under den stående NATO-styrke SNMG1 (Standing NATO Maritime Group 1), som Danmark frem til januar 2011 har kommandoen over. Styrken bekæmper i øjeblikket pirateri i Aden Bugten og i farvandet ud for Somalias østkyst.

Danmark bidrager ud over Absalon også med personel til den internationale NATO-stab, og forsvarschefen mødes under sit besøg både med skibets besætning og personel fra staben, som opererer fra Absalon.

I forbindelse med besøget på Absalon siger forsvarschefen:

- Det er første gang i NATOs’ historie, at Danmark har kommandoen over en af NATO’s stående fregatstyrker, og det er et godt eksempel på, at Danmark ikke alene kan levere den efterspurgte opgaveløsning inden for NATO, men altså også kan stå i spidsen for den. Det kan vi med rette være stolte af.

Under sin sejlads med Absalon får forsvarschefen også lejlighed til at høre om de operationer, som Absalon har været indsat i. Absalon har de sidste uger bl.a. sænket flere af de såkaldte piratmoderskibe og dermed svækket piraternes evne til at gennemføre pirateri langt fra kysten.

Læs mere om Absalon og skibets opgaver på: Søværnets Operative Kommandos hjemmeside  
Samt på NATO’s hjemmeside om indsatsen mod pirateri.