[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

- Jeg er tilfreds med det, jeg har set. Der mangler lidt nogle steder, men jeg er helt sikker på, at det nok skal gå.

Sådan er forsvarschef Knud Bartels samlede indtryk af øvelsen. Han har i flere dage set nærmere på den afsluttende uddannelse af ISAF hold 9, som skal til Afghanistan til februar. Indtrykket er positivt og generalen er tryg ved at sende holdet af sted:
- Jeg har især kigget på detaljer i våbenbetjening, radioprocedurer og de taktiske valg. Det er vigtigt for mig, at soldaterne har styr på disse ting og kan arbejde hurtigt, korrekt og sikkert.


Forsvarschefen var rundt ved de fleste af ISAF 9’s enheder. Ved Bravo-kompagniet så forsvarschefen nærmere på det nye infanterikampkøretøj.

ISAF hold 9 består af cirka 750 soldater. Forsvarschefen har været rundt til alle underafdelingerne og været på stabsgangen for at tale med soldaterne om de oplevelser og udfordringer, som de har mødt under deres uddannelse:
- Det er som sædvanligt positivt at opleve entusiastiske og engagerede soldater. De har en vilje til at løse opgaven og tager den alvorligt. Samtidig har de et godt humør.

Forsvarschefen planlægger også at besøge soldaterne, mens de er i Afghanistan.