[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Den franske general M. Yakovleff delte ikke kun medaljer ud. Hver gang en medaljemodtager havde fået knappet fortjenstmedaljen på brystet, fulgte et hårdt og kontant knytnæveslag på medaljen af generalen.


General M. Yakovleff uddelte også venskabelige knytnæveslag i dagens anledning. (Foto: Leif Ernst)

Han slog det venskabelige forhold fast mellem Frankrig og Danmark, da han i sin slutbemærkning sagde, at den hårdhændede uddeling af medaljer ikke var et bevis for,at franske officerer har for vane at banke danske soldater. 

Det skete i anledning af, at 25 danske KFOR-veteraner var samlet på den franske ambassade på Kongens Nytorv i København, hvor de fik overrakt det franske forsvars fortjenstmedaljer.
 

25 franske fortjenstmedaljer blev uddelt til de danske soldater. (Foto: Leif Ernst)


Der var taler af den franske ambassadør Madame Bérengère Quincy og forsvarets stabschef Bjørn Bisserup, der benyttede lejligheden til at takke på vegne af det danske forsvar. Han takkede ikke kun det franske forsvarsministerium, men også de mange pårørende til de danske soldater, der var mødt op.


Den franske ambassadør Madame Bérengère Quincy i samtale med chef for forsvarsstaben Bjørn Bisserup. (Foto: Leif Ernst)


Carsten Riis Andersen, der er kommandør i søværnets operative kommando, var en af to sømand, der blev dekoreret.
- Det er en stor ære at få den anerkendelse fra en fremmed nation, at man kan indgå i en internationale operation og kunne konstatere, at vi har et fælles operativt grundlag. Som sømand er det måske en særlig ære, at man kan indgå i en stab på det hæroperative områder, sagde han.

Peter Fausing, der er chef for forsvarsministeriets sekretariat, fik også en fortjenstmedalje.
- Det er et udtryk for det gode samarbejde mellem Danmark og Frankrig – ikke mindst i Kosovo, hvor vi løste en stor opgave sammen med dem. Det er vigtigt for landene også udadtil at vise, at vi står sammen om det her, og vi anerkender hinandens indsats, sagde han.


Der var fransk buffet og champagne til gæsterne. (Foto: Leif Ernst)