[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Med missionerne i Irak og Afghanistan er der de seneste år soldater, der kommer hjem fra udsendelsen med alvorlige fysiske skader. En af de store udfordringer for disse soldater er at få gode sociale relationer og en god livskvalitet. Da soldaterne er vant til hårde fysiske aktiviteter, kan idrætten være en stor del af løsningen af denne udfordring.
Derfor har Danmarks Idrætsforbund(DIF), Dansk Militært Idrætsforbund(DMI) og Dansk Handicap Idrætsforbund(DHIF) startet et udviklingsprojekt til 2,5 millioner kroner, hvoraf de 1,8 millioner altså kommer fra DIF.

- I DIF er vi meget bevidste om, at vi skal løfte et samfundsmæssigt ansvar, og det gør vi her. Der er mange soldater, der har betalt en høj pris i forbindelse med deres udsendelse, og nu viser vi, at idrætten er klar til at hjælpe dem med at komme videre med deres liv, siger DIF-formand Niels Nygaard.
Det er både holdsportsgrene som rullestolsbasket og rullestolsrugby og mere individuelle sportsgrene som svømning og cykling, der er fokus på. (arkivfoto)

Projektet lægger vægt på idrætter som roning, cykling, svømning, kørestolsbasket og kørestolsrugby. Det er sportsgrene, som DHIF har stor erfaring med. Projektet vil i første omgang blive tilbudt fra Antvorskov (Gardehusarregimentet), Høvelte (Den Kongelige Livgarde) og Holstebro (Jydske Dragonregiment) kaserner.

- I DHIF ser vi mange personer, som kommer ind af vore døre med øjnene nede i gulvet og uden tillid til, at noget kan lykkes. Men senere går de ud med oprejst pande og med både tro på og evne til at finde deres plads i livet. Det tror vi også, at vi kan gøre for de sårede soldater, men det tager nogle år – for det er ikke så enkelt, som det måske lyder, siger formand for DHIF, Karl Vilhelm Nielsen.

Soldaterne foretrækker at dyrke idræt i et velkendt miljø, og da mange af soldaterne allerede er medlem af en militær idrætsklub, bliver tilbudene etableret i på kasernerne.

- De sårede soldater har en tradition for fysisk aktivitet, og det er oplagt, at disse soldater bruger idrætten til at komme videre i livet. Idrætten giver dem et frirum, hvor de samtidig opbygger nogle meget vigtige sociale relationer, siger generallæge Erik Darre, der formand for Dansk Militært Idrætsforbund.

DIF har afsat 40 millioner kroner til udviklingsprojekter i forbundene. Læs mere om udviklingspuljen og de øvrige projekter her.