[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Kristina Schønnemann Jensen

Under den store NATO-øvelse, Brilliant Mariner, der i disse uger afvikles i danske farvande, har det danske minerydningsfartøj Makrelen deltaget i en øvelse, hvor formålet var at lede efter miner. Til brug for øvelsen var der smidt øvelsesminer i vandet ved Sejerø Bugt. Imidlertid fandt Makrelen en helt anden slags mine. 
På 18 meter vand identificerede skibets undervandsrobot et objekt, der viste sig at være en gammel engelsk bundmine mark I-IV.


Foto: Minen har ligget i vandet siden 2. Verdenskrig.



Foto: Minen fra 2. verdenskrig blev hejst op af vandet og flyttet.


Eksplosion i Sejrø Bugten
Normalt ville Makrelen bortsprænge minen, men da den ligger tæt på undersøiske kabler, var dette på grund af danske sikkerhedsregler ikke muligt.
I stedet blev søværnets minører tilkaldt, så de kunne hejse minen op fra de 18 meters dybde og flytte den en kilometer fra findestedet. Her sprængte de minen uden fare for kabler eller de deltagende skibe i NATO-øvelsen.


Foto: Den gamle mine blev sprængt i luften en kilometer væk fra findestedet i Sejerø Bugten.


Under 1. og 2. verdenskrig blev der udlagt en del miner i danske farvande, ikke mindst i Sejerø Bugten. Så længe minerne ligger intakte på havbunden, udgør de ingen fare. Derimod kan det være farligt, hvis fiskere får minerne i garnet og trækker minen op til overfladen.