[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

De danske farvande fryser til, og isbryderne er på stand-by. Så det er ikke lige tiden sejlsportstræning i de danske farvande. Men ikke desto mindre er nødvendigt for det militære landshold i sejlsport.


J.P. Ditmar Andersen og Lena Jørgensen gør sig klar til en kold tur ud i havnebassinet.

   
- Landsholdet er på grund af den tidsmæssige placering af verdensmesterskabet nødt til at træne i en periode, hvor de normalt ikke træner ude på vandet, konstaterer Christian Gøtterup, der er holdleder for det militære landshold i sejlsport.
Normalt ville landsholdet på det her tidspunkt af sæsonen sidde i et lunt klasselokale og træne trimning af både og sejladstaktik, men den plan har VM i Bahrain sat en stopper for.

Ramt af is
Landsholdet har ikke været heldige med vejret. Først frøs Roskilde fjord og efter træning den 29. december i Rungsted, blev denne havn også lukket på grund af is.
- Så var gode råd dyre. Men ved Margretheholmen har søværnet sin havn for sejlbåde, og sikkert fordi Amagerværket ligger lige ved siden af denne havn, var vi så heldige, at der viste sig en våge i isen i den forløbne uge, hvor vi kunne træne søndag, siger Christian Gøtterup.
Landsholdet har kun adgang til søværnets ynglingebåde, hvor der maksimalt kan være tre besætningsmedlemmer om bord i hver båd.
- Det er ikke hver dag, at vi træner i et havnebassin. Vi kunne heller ikke bruge en del af bassinet, fordi det var fyldt op med drivis, siger Christian Gøtterup.


Træningen er slut, og nu venter den varme te og kaffe i klubhuset.

Søndages træning var en kold fornøjelse for landsholdet, så de havde brug for mange pauser. Derfor blev besætningsmedlemmerne skiftet ud løbende, og mens de alligevel var inde for at få varmen, fik de undervisning i matchrace-regler og taktik af Flemming Palne, der er jurymedlem i sejlsport.

Lukket havn
Efter søndagen strabadser i havnebassinet blev landsholdet endnu engang ramt af det kolde vejr. Havnen blev fyldt med drivis og lukkede derfor helt til. Så lige nu venter landsholdet på den næste chance for at komme ud på vandet og træne.


Nils Eidorff, Trine Madsen og Trine Jørgensen under søndagens træning.

- Konditionerne for landsholdets næste træning bliver nok ikke som i Bahrain. Her er middeltemperaturen i mart over 20 grader, siger Christian Gøtterup.
VM i Bahrain gennemføres for første gang i match-race og i J24, der er en bådtype, hvor der må benyttes op til fem besætningsmedlemmer eller maksimalt 335 kg.

Det militære landshold i sejlsport har udtaget følgende til VM i Bahrain

Mandebesætningen:
Patrick Sebbelov (FMT)
Klaus T. Barfoed (FKIT)
Nils Eidorff (FMT)
 J.P.Ditmar Andersen (FMT)

Kvindebesætningen:
Lena Jørgensen (Kattegat Marinedistrikt)
Anjaliva Petersen (Makrellen)
Trine S.L. Jørgensen (FPT)
Trine H. Madsen (FPT)
Camilla Poulsson Nielsen (Søværnets Officersskole)