[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

- Det har hjulpet os utroligt meget. Hvis ikke vi havde gået til gymnastik, er jeg sikker på, at der var mange af os, der var blevet syge i vinter. Det siger serviceassistent Vibeke Kongerslev fra Ryes Kaserne i Fredericia. Hun har sammen med op imod 20 andre civilt ansatte fra kasernen trænet i lidt mere end fire måneder. Og hun er overbevist om, at træningen har nedbragt sygefraværet blandt kasernens rengøringspersonale.
- Vi går meget uden for, og selv om de har været flinke til at rydde sne, så har der været glat, og så går man og spænder. Der har træningen hjulpet os, så vi bedre kan gå. Jeg er helt sikker på, at hvis vi ikke havde trænet, så havde vi alle sammen ligget syge længere, fortæller hun.

Træning efter behov
Det er Anders Sørensen, der er hjælperen for idrætslederen i Fredericia, der står for træningen af serviceassistenterne. Han har lavet et program, der er inspireret af de nye træningsformer i forsvaret. Men specifik tilpasset serviceassistenternes behov.
- Vi træner der, hvor de har ondt. Vi har for eksempel trænet ben og lavet udstrækningsøvelser, så de bedre kan klare at gå, hvor der er glat, Men ellers træner vi coretræning og laver øvelser for nakke og skulderne, hvor der er mange, der har problemer, forklarer Anders Sørensen.

Et pusterum
Som noget helt nyt er holdet begyndt at gå en rask tur for at styrke kredsløbet. Ellers foregår meget af træningen på store bolde. Det er godt for balancen og styrker ryggen. Og så er det sjovt.
- Vi griner med hinanden, når der er nogen, der mister balancen, eller der foregår noget andet pudsigt. Der er en rigtig god stemning, hvor vi også får snakket og vendt nogle af de problemer, serviceassistenterne har. På den måde bliver det et pusterum i serviceassistenternes travle hverdag, fortæller Anders Sørensen.

Mange af serviceassistenterne har aldrig trænet eller dyrket sport. Nu vil de ikke undvære de to ugentlige frikvarterer og de presser hinanden, hvis der er nogen, der prøver at slippe lidt let igennem en øvelse.
- Det er dem, der aldrig har været vant til at træne, der står der først og er mest ivrige, slutter Vibeke Kongerslev.

Læs mere om serviceassistenternes træning på side 21 i det nyeste nummer af Telegrafen.