[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Et dansk infanterikampkøretøj, CV 90, blev kort efter middag lokal tid ramt af en sprængladning. Det skete mellem patruljebaserne Spondon og Malvern, der ligger ca. seks kilometer nordøst for Gereskh.

Der er to dræbte danske soldater, to hårdt sårede og en lettere såret.

De dræbte og de sårede tilhører alle Hold 9 og Bravo-kompagniet, der kommer fra Den Kongelige Livgarde. De pårørende er underrettet.

- Det er med sorg, jeg i dag har modtaget meldingen om, at en vejsidebombe har været skyld i, at to danske soldater er blevet dræbt og tre andre er blevet såret, heraf to alvorligt, mens de udførte deres tjeneste. Jeg har den dybeste respekt og medfølelse for dem og deres pårørende. De skal vide, at forsvaret står klar med støtte og bistand. Det rammer altid hårdt, når en dansk soldat bliver dræbt eller kommer til skade. Men særlig hårdt er det for holdet i Afghanistan, der netop står overfor at blive afløst, efter de har udført en stor og vigtig indsats for Danmark, siger forsvarschef general Knud Bartels.