[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Her til morgen, lokal tid, blev en dansk soldat dræbt, da han var på en afsiddet patrulje i området vest for Patrol Base Line. Den dræbte soldat kom fra Charlie-kompagniet, der er udsendt af Jydske Dragonregiment i Holstebro.

Kammerater og sanitetsfolk ydede hurtig førstehjælp på stedet, før soldaten blev evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion, men hans liv stod ikke til at redde. 

Forsvarschef general Knud Bartels udtaler i forbindelse med den tragiske hændelse:
-Det er med stor sorg, at jeg her til morgen har modtaget meldingen om, at en af vores soldater fra Charlie-kompagniet har mistet livet.
Forsvaret vil nu gøre hvad vi kan for at lindre det smertelige tab, som familien og de pårørende i dag har lidt.

Jeg ved, at hans kammerater og kolleger gjorde en stor indsats for at redde hans liv - men desværre forgæves. Jeg ved også, at de danske soldater med ansvarsbevidsthed og professionalisme vil fortsætte med at stå sammen og løse deres opgaver.

Til redaktionerne:
Hvis denne meddelelse viderebringes, så oplys venligst at de nærmeste pårørende er underrettet.