[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Knud Bartels forlader forsvaret efter næsten 40 års tjeneste, heraf godt to år som øverste chef for forsvaret, for at tiltræde en stilling som formand for NATO’s militærkomité.

I sin afskedstale sagde forsvarschef, general Knud Bartels om det danske forsvar:

”Det er ved samarbejde, at vores styrke opnås, og at vi derved når vores mål. Det gælder alle steder i verden, hvor danske styrker har opereret. Det gælder Afghanistan, Libyen, Adenbugten og Libanon. Alle steder har vores soldater vist evnen til samarbejde og skabt respekt om Danmark. ”
Knud Bartels overtog posten som forsvarschef 16. november 2009 efter generalløjtnant Bjørn Ingemann Bisserup, der i kort tid var konstitueret i stillingen efter admiral Tim Sloth Jørgensen. Knud Bartels var fra 2006 til 2009 Danmarks militære repræsentant i NATO og EU.

Knud Bartels blev den 17. september 2011 valgt til formand for NATOs militære komité af forsvarscheferne fra de 28 NATO-lande og skulle oprindeligt have tiltrådte posten til sommer.

Men som følge af den seneste politiske udvikling i Italien er den nuværende formand for NATO’s militærkomité, admiral Giampaolo Di Paola blevet udnævnt til forsvarsminister i Italien i premierminister Mario Monti’s nye regering. Admiral Di Paola afgik derfor fredag den 18. november fra stillingen som formand for militærkomiteen.



Forsvarschef general Knud Bartels hilser på paraden.


Admiral Giampaolo Di Paolas afgang betyder, at der er behov for, at forsvarschef general Knud Bartels frigøres før tid fra stillingen som forsvarschef for at kunne tiltræde stillingen som formand for NATO’s militærkomité snarest muligt. Forsvarsministeriet har derfor på opfordring fra NATO besluttet, at Knud Bartels kan tiltræde som formand for NATO’s militærkomité 1. januar i stedet for som planlagt 1. juli 2012. Det betyder, at Knud Bartels afgår som forsvarschef et halvt år før planlagt, den 31. december 2011.

I sin afskedstale i dag forudså forsvarschef general Knud Bartels, at der venter forsvaret store udfordringer også fremadrettet:

”Forsvarets kerneopgaver er at kæmpe og vinde, og vi må aldrig blive overfladiske eller selvtilfredse. Jeg er dog overbevist om, at danske tropper også i fremtiden fastholder evnen til at kæmpe og vinde, sagde Knud Bartels ved afskedsparaden i dag.”



Forsvarschef general Knud Bartels mindes de faldne soldater.


Efter paraden med de tre værns paradestyrker afsluttedes Livgardens Musikkorps med ”Danmarks sidste honnør” Herefter gik forsvarschef general Knud Bartels alene ind i Minderummet og lagde en buket blomster til minde om de danske soldater, som er faldet i international tjeneste.