[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Sammen med bl.a. chefen for Hærens Operative Kommando og chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste har forsvarschef, general Knud Bartels, i den forgangne uge været på besøg hos de danske soldater i Afghanistan og Libanon.

Under besøget i Afghanistan har forsvarschefen bl.a. drøftet status på den løbende overdragelse af sikkerheden til den afghanske hær med den øverstbefalende for NATOs styrker i Afghanistan, general John R. Allen. 

Forsvarschefen har også drøftet NATO-styrkernes samarbejde med den afghanske hær og politi med chefen for NATOs Træningsmission i Afghanistan, generalløjtnant William B. Caldwell og chefen for NATO-styrkerne i det sydvestlige Afghanistan, generalmajor John A. Toolan.

- Der ingen tvivl om, at den støtte Danmark sammen med NATO yder til udviklingen af den afghanske hær nytter. I dag arbejder de danske soldater flere steder side om side med de afghanske soldater, hvis uddannelseskvalitet løbende er blevet højnet. Jeg synes bestemt, at udviklingen går i den rigtige retning, siger forsvarschef, general Knud Bartels   


Under besøget i Afghanistan mødtes forsvarschefen også med de danske soldater til en uformel samtale om de vilkår og udfordringer, soldaterne arbejder under.

Efter besøget i Afghanistan besøgte forsvarschefen de danske soldater, der er udsendt til FN-styrken, UNIFIL, i Libanon. Da Danmark har besluttet ikke at forlænge det danske bidrag, er soldaternes primære opgave nu at pakke det danske materiel sammen og løbende overdrage opgaverne til FN. Efter planen har de sidste danske soldater forladt Libanon ved udgangen af november.

Læs mere om missionen i Afghanistan
Læs mere om missionen i Libanon