[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Thomas H. Reimann, Fotos: Morten Wulff

På den italienske luftbase Sigonella mødte forsvarsminister Nick Hækkerup torsdag Flyvevåbnets udsendte personel. Han blev introduceret til det danske bidrag til Operation Unified Protector. Under besøget talte ministeren til de udsendte soldater og takkede for deres indsats.

- I gør en verden til forskel for almindelige mennesker, der bør have samme ret til frihed og folkestyre, som vi har hjemme i Danmark, udtalte ministeren og fortsatte; Jeres mission er at beskytte familier. Folk, der går på arbejde. Pensionister. Skolebørn. Fædre, døtre, sønner, mødre. Almindelige mennesker som os selv.

Til sidst i talen slog ministeren det fast at "meget tyder på, at vi nærmer os afslutningen for vores mission i Libyen. Men vi bliver her til opgaven er løst!"

 Forsvarsminister Nick Hækkerup taler til soldaterne på Sigonella.

Herefter blev ministeren vist rundt i området og fik briefinger om bidragets operationelle faktorer, som har indflydelse på løsningen af opgaven over Libyen.

Piloten BOA forklarer ministeren om arbejdet i F-16 cockpittet.

Ministeren fik mulighed for at se de forskellige våben, som anvendes i missionen. Ligeledes fik han en kort introduktion til jagerpilotens hjelm. Endvidere fik han mulighed for at sidde i en F-16, hvor BOA forklarede ministeren om arbejdet i cockpittet. Efter samlet fire timer på Sigonella, kunne ministeren sætte kursen mod Danmark.