[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Karen Dahlin

- Det er dælme mange år siden, at jeg har prøvet det her, sagde en blåbaret-klædt herre og rystede benene.

Han havde sammen med soldater fra hæren, søværnet og flyvevåbnet, politifolk og repræsentanter for Beredskabsstyrelsen stået i parade med oberst Lasse Harkjær fra Den kongelige Livgarde i front.



Deres uniformer var gennemblødte, men til gengæld stod de i første parket til indvielsen, hvor blandt andre den kongelige familie, statsminister Lars Løkke, formand for Folketinget Thor Pedersen, forsvarschef general Knud Bartels, forsvarsminister Gitte Lillelund Bech og formand for monumentet general Jesper Helsø var med til at gøre formiddagen både højtidelig og festlig.

- Monumentet er en helt særlig hilsen til de omkomne. Det er det officielle Danmarks tak for den indsats, de udsendte har gjort. Det tilhører jer, sagde general Jesper Helsø.



Livgardens Musikkorps spillede og Studentersangerne sang blandt andet ´Slumrer sødt i Slesvigs jord´ og ´I Danmark er jeg født´.

- Monumentet er et symbol på den indsats, danske mænd og kvinder har ydet. Deres indsats har kastet glans over Danmarks navn, sagde Hendes Majestæt Dronningen og nævnte også de soldater, der har mistet førlighed eller kæmper med psykiske skader.



Tilskuere på voldkronen
Omkring to hundrede tilskuere var mødt op på voldkronen, der omkranser det nye monument. Blandt dem var et par forvildede cruise-turister fra Canada, der var lidt betuttede over situationen. En ældre dame var også mødt op.

- Jeg er her for at vise medfølelse for de efterladte og de unge mennesker, der har været i krig, sagde hun.

Blandt publikum var også en soldat og hans hustru.

- Jeg har en tjenestefri dag og har taget konen med til indvielsen her, sagde han, mens konen tilføjede:
- Min mand er jo veteran, og jeg støtter op om ham. Veteranerne fortjener monumentet.