[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]
I begyndelsen af juni vil ca. 2.200 soldater som kom tilbage fra en international mission i perioden februar 2007 – august 2009 og efterfølgende har forladt forsvaret, modtage et brev fra forsvaret. Henvendelsen skal sikre, at de
kender til forsvarets tilbud og afklare, om de har behov for støtte. Denne første udsendelse af breve, er startskuddet på et nyt initiativ, der fremadrettet skal sikre at forsvarets veteraner er bekendt med de tilbud om støtte der er til dem, også selvom de har forladt forsvaret.
- Det har været vigtigt for forsvaret at styrke den opsøgende indsats over for veteraner som ikke længere er ansat i forsvaret og derfor kan være svære for forsvaret at nå gennem de gængse kanaler. Derfor håber jeg, at vi igennem dette initiativ kan komme i kontakt med veteraner som har et behov og som ikke af egen drift ville have opsøgt forsvarets hjælp, siger chefen for forsvarets rehabiliteringsafdeling, kontorchef Birgitte Rasmussen.
Konkret om det nye initiativ
Initiativet går ud på, at tidligere udsendte soldater, der efterfølgende har forladt forsvaret, fremover skal kontaktes hhv. 2, 5 og 8 år efter at de er hjemvendt fra international mission. Henvendelsen skal afklare, om de oplever vanskeligheder socialt eller psykisk som følge af deres udsendelse, og derfor ønsker at blive kontaktet af en af forsvarets socialrådgivere. De tidligere udsendte anmodes om at returnere svarbrevet med angivelse af, hvorvidt de ønsker at blive kontaktet eller ikke ønsker at blive kontaktet.
Hvis veteranen ønsker kontakt, vil en socialrådgiver efterfølgende tage kontakt og afklare om der er behov for yderligere socialrådgivning og/eller psykologbistand med efterfølgende visitering til en af forsvarets psykologer. Såfremt brevet ikke besvares, vil rehabiliteringsafdelingen søge at komme i kontakt med den pågældende via telefon eller andet opsøgende arbejde.
Tidligere udsendte soldater der fortsat er ansat i forsvaret modtager ikke brev, da det forventes, at de har lettere adgang til forsvarets tilbud og/eller kan gøres opmærksom på tilbuddene gennem chef, forvalter, etc.
En udløber af regeringens veteranpolitik
Regeringen vedtog i efteråret 2010 en Veteranpolitik der sætter rammerne for, hvordan samfundet bedst anerkender og om nødvendigt støtter veteranerne. Arbejdet med at udmønte Veteranpolitikken er nu gået i gang og aktuelt arbejder forsvarets rehabiliteringsafdeling på et konkret initiativ der skal styrke den opsøgende indsats overfor tidligere udsendte soldater, der efterfølgende har forladt forsvaret. Målet med indsatsen er at sikre, at tidligere udsendte soldater er bekendt med de tilbud om støtte der til dem, også selvom de har forladt forsvaret.
Styrkelsen af den opsøgende indsats over for forsvarets veteraner følger i kølvandet på etableringen af en ny veteranportal, en døgnåben telefonlinje til veteraner og pårørende, samt tilbuddet til veteraner med amputationer, om sportsproteser og sportskørestole. Læs mere på www.forsvaret.dk/veteran
|
|
|
|