Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
Af Hærens Operative Kommando
Uddannelse af de afghanske specialpolitienheder kræver ekspertviden, som i Danmark kun findes ved specialoperationsstyrkerne ved jægerkorpset og frømandskorpset. Derfor er der god fornuft i, at det er danske specialstyrker, der uddanner en afghansk specialpolitienhed.
Soldater fra Frømandskorpset og Jægerkorpset er i Task Force 7 i fuld gang med at støtte uddannelsen af en nyoprettet afghansk specialpolitienhed. De danske specialstyrker hjælper med at sammensætte enheden hensigtsmæssigt, og med at der til enheden rekrutteres personel af rette støbning. Det tager tid og kræver ekspertrådgivning.
Behovet for danske jægersoldater er ikke bestemt ud fra de afghanske politifolks uddannelsesstade, når de starter, men ud fra, hvad enheden skal kunne ved afslutningen af uddannelsen.
Politienheden i Helmands hovedstad er en af 20 ”response companies”, der mentoreres under ISAF Special Operation Forces. Specialenhederne har en særdeles vigtig rolle. Specialpolitiet skal bl.a. uddannes til at blive sat ind mod korruption og narkoforbrydelser, og være i stand til at udføre komplekse og risikable arrestationer. Kvalifikationer som de danske specialoperationsstyrker er eksperter i at udføre.
Danske jægersoldater instruerer afghanske politifolk i fremrykning, mens der sikres til alle sider. Foto: Morten Fredslund.
Uddannelsen er godt i gang
De første måneder har de danske soldater mødt en brutto-trup af afghanske politifolk. Efterfølgende er der iværksat en proces for at afklare hvem af dem, der har de fornødne kvalifikationer til at indgå i den nystartede specialpolitienhed i Lashkar Gah. Egnede politifolk er blevet sendt på kurser, og de, som ikke kunne indfri de skrappe krav til enheden, er siet fra. Ganske som det sker herhjemme for denne type enheder.
De danske soldater møder afghanerne på de forudsætninger, de har.
Fra deres aktuelle uddannelsesniveau får afghanerne hurtigst muligt opbygget de fornødne kompetencer til, at den afghanske enhed kan fungere selvstændigt. Samarbejdet mellem de afghanske og danske specialstyrker er præget af gensidig respekt, og uddannelsen skrider tilfredsstillende frem. I takt med at der indhøstes erfaringer vil uddannelsen og organisationen blive tilpasset – i tråd med resten af den danske træningsindsats.
Som chefen for Jægerkorpset, oberstløjtnant Claus Wammen siger det:
- Enheden svarer til vores hjemlige politiets aktionsstyrke eller amerikanske SWAT. Og netop fordi det danske bidrag består af specialstyrker, har vi her i begyndelsen kunnet identificere den del af personellet, der havde de rette kvalifikationer. Vi er endnu ikke helt færdige med at behandle erfaringerne fra opstarten.
Motivationen og lysten til at lære er steget markant efter TF 7 har hjulpet med at få fremskaffet basale fornødenheder til de afghanske politifolk, der skal være en del af Provinsiel Response Company i Lashkar Gah. Foto: Morten Fredslund. (arkivfoto)
Task Force 7
Task Force 7 består af ca. 50 danske soldater, hvoraf en del er fra jægerkorpset og frømandskorpset. I forhold til den 125 mand store politistyrke, som den afghanske specialenhed ender med at nå op på, er mentorbidraget af en rimelig størrelse. På den ene side skal antallet af mentorer være rimeligt i forhold til opgaven, på den anden side vil Danmark gerne yde et seriøst ekspertbidrag til afghanerne.
Claus Wammen:
- Vi er en af de sidste enheder, som er opstillet, så med kun godt 2 år til opgaven er vi nødt til at mentorere de enkelte politifolk tæt. ISAF kræver, at vi planlægger og følger operationerne parallelt med afghanerne, så vi er nødt til at have en stab. Men i øvrigt er soldater fra korpsene bedre til at passe på sig selv. Et standard team skal støttes og sikres, men vi kan udsendes i meget mindre enheder.
Udsendelse af det kompetente danske ekspertbidrag kan ses som et udtryk for anerkendelse af og respekt for de afghanske ambitioner.